Trafalgar Kap
Atlanterhavet

 
Napoleonskrigene, 1805 05.04.16

Selvom Napoleon I, kejser af Frankrig, havde op-givet sin position langs med kanalkysten for at marchere dybt ind i Tyskland i 1805, forblev både den engelske og franske flåde årvågne og aktive ud for den vesteuropæiske kyst. Den 19. oktober slap admiral Pierre de Villeneuve ud af Cadiz, Spanien, med 18 franske og 15 spanske skibe og tog retning mod Gilbraltar-strædet. To dage senere fik en britisk flåde på 27 krigsskibe under admiral Lord Nelson øje på de allierede fartøjer 16 km ud for Kap Trafalgar. Da de briterne nærmede sig, vendte Villeneuve nordpå på en enkelt linje. Nelson gik straks til angreb i to kolonner, fra en ret vinkel fra vest. Han ramte fjendens fortrop og midte med hans flagskib, Victory, og 11 andre skibe, mens admiral Cuthbert Collingwood (senere Lord Collingwood) på Royal Sovereign førte den anden division mod den bagerste (sydlige) del af Villeneuves linje. Det britiske angreb, under Nelsons signal »England forventer at hver mand gør sin pligt«, splintrede de fransk-spanske kolonner. I et hårdt udkæmpet melee, domineret af det mere præcise britiske artilleri, overgav 18 allierede skibe sig, 4 andre blev senere taget ud for La Coruna mens resten undslap ind til Cadiz. Et af de tilfangetagne skibe var Villeneuves flagskib, Bucentaure. Ingen britiske skibe gik tabt, men Nelson blev dødeligt såret. Han døde kl. 16:30, sikker på sin fuldstændige sejr. Omkring 1.500 britiske søfolk blev dræbt eller såret; allierede tab var 14.000, hvoraf halvdelen var krigsfanger. Blandt de døde var den spanske admiral Duque Federico de Gravina.
   Slaget ved Trafalgar, det sidste store aktion udkæmpet af sejlskibe, sluttede Frankrigs sømagt. Den havde også etableret Storbritanniens overherredømme til søs i hundrede år. Det rangerer således som et af de afgørende slag i historien.