Kaukasus

Hen over vinteren 1941-42 holdt de tyske arméer en mere end 2.400 km lang front dybt inde i Rusland, med kun mindre tilbagetrækninger vestpå. Men i løbet af foråret havde den bitre kulde og i mindre grad russiske modangreb krævet så mange tab, at der ikke var tilstrækkeligt med tysk styrke til at genoptage en fremrykning langs med hele fronten, som det var gennemført året før. Hitler valgte derpå at koncentrere sig om den sydlige sektor og angribe mod Stalingrad og oliefelterne i Kaukasus. Her stod de tyske arméer langs med den øvre Donetz- og Mius-floderne. Mius-linjen var den mest fremrykkede stilling i Rusland og kun 80 km fra Rostov, porten til Kaukasus. Angrebet ind i Kaukasus blev overdraget til at særligt dannede Armégruppe »A« anført af feltmarskal Siegmund von List (som snart blev afløst). Længere mod nord blev den nye Armégruppe »B« beskytteren af den venstre flanke under feltmarskal Maximilian von Weichs (som afløste den oprindelige kommandør, Fedor von Bock, den 13. juli).
   Før den tyske fremrykning kunne begynde, indledte marskal Semën Timoshenko et angreb mod Kharkov den 12. maj. Fremskridtene var langsomme og fem dage senere gik den tyske 17. armé sejrrigt til modangreb, genvandt alt tabt land og tog 80.000 fanger frem til 31. maj. Det forhastede russiske engagement hjalp til med at åbne vejen for den sidste store tyske offensiv i Øst. Den begyndte den 22. juni med at den venstre fløj rykkede frem fra Kursk mod Voronezh på Don-floden. Længere mod syd nåede den forreste 4. Panzer-armé, under general Hermann Hoth, Don ved den store bugt 160 km fra startlinjen i begyndelsen af juli og vendte sig derpå mod sydøst. Hoths Panzer fortsatte med at dreje ned gennem korridoren mellem Don og Donetz. De blev fulgt af general Friedrich von Paulus' 6. armé, som rykkede frem mod Stalingrad.
   Med sin venstre flanke beskyttet af den 4. Panzer mod nord, indledte general Paul von Kleist hovedfremstødet. Med start nær Kharkov strømmede den 1. Panzer-armé (15 divisioner) sydøstpå for at krydse den nedre Don oven for Rostov dem 22. juli. Samtidig pressede den tyske 17. armé, syd og vest for Donetz, østpå for at lukke Kleists højre flanke og støtte hans fremrykning. Rostov faldt den 27. juli.
   Øst for Don krydsede det tyske panser den oversvømmede Manych-flod, hvor russerne havde sprængt en dæmning i luften. Derpå brød Kleists Panzers ud mod syd i tre kolonner mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den højre (vestlige) kolonne nåede det vestligste oliefelt ved Maikop, 320 km neden for Rostov, den 9. august, mens den midterste og venstre kolonne nærmede sig Kaukasus bjergudløberne 240 km længere mod sydøst. Lige på den anden side af bjergene lå de vigtigste oliefelter, og en smule længere væk en åbning til hele Mellemøsten. Men derefter blev fremrykningen langsommere. Det blev stadigt vanskeligere at forsyne kampvognene med brændstof. Kampene ved Stalingrad begyndte at dræne Kleists styrke – nogle motoriserede tropper, hans flak-korps og det meste af hans luftvåben. Der var også en udsat venstre flanke mellem Stalingrad og det Kaspiske Hav at beskytte. Og den russiske modstand, ledet af general Ivan Tyulenev, strammedes – 800 bombefly begyndte at angribe Panzer-divisionerne.
   Kleist blev stoppet ved Terek-floden og fremtvang en passage ned med strømmen (mod øst) ved Mozdok i begyndelsen af september. Men kampvognen havde holdt deres kurs. Den 18. november var fronten stabiliseret. Imens blev Novorossisk erobret på venstre side den 11. september, men kysten afviste den 17. armé, som var kørt fast ved Tuapse, 140 km længere inde i Kaukasus.
   Armégruppe »A«, som officielt kom under Kleists kommando den 22. november, forblev i den udsatte Kaukasus-stilling gennem december. men i januar truede et russisk modfremstød ned langs Don-floden fra Stalingrad-sektoren med at afskære en tilbagetrækning. Tyskerne begyndte at trække sig ud af Kaukasus. Da russerne var kun 67 km fra porten ved Rostov, var Kleists styrker stadig 620 km mod sydøst og hårdt presset af forfølgende russere under general Ivan Maslennikov. Ikke desto mindre var Kleist, ved at hjælpe general Erich von Mansteins nyligt dannede Armégruppe Don (senere armégruppe syd) med at holde Rostov åben, i stand til at trække sig tilbage tværs over den nedre Don lige før porten blev smækket i den 14, februar. Kleist blev forfremmet til feltmarskal for denne bedrift. Den eneste tyske styrke efterladt i Kaukasus holdt et lille brohoved ved Novorossisk.
   Men selv vest for Don blev Kleists og Mansteins armégrupper i fare fra de russiske fremrykninger foretaget i begyndelsen af 1943 under ledelse af marskal Georgi Zhukov. Idet de fortsatte en sydgående fremrykning fra knibtangsmanøvren ved Stalingrad, havde Nikolai Vatutins arméer krydset Donetz ved Izyum den 5. februar. På samme tid havde general Filip Golikov trængt vestpå til Kursk den 7. februar fra den øvre Don. Kharkov faldt til denne samlede offensiv den 16. februar. Men nu sænkede et tidligt tøvejr det russiske momentum. Dette hav Manstein tid til at omgruppere 9 Panzer- og 12. infanteridivisioner i Stalino-sektoren og indlede et modangreb. Hjulpet af feltmarskal Gunther von Kluges armégruppe center kæmpede Mansteins arméer sig vej nordpå til Donetz og generobrede Kharkov den 15. marts. Men her faldt den tyske fremrykning sammen på de tøende stepper. Hele den sydlige front blev derpå stille indtil midten af sommeren 1943.