Falklandsøerne
Atlanterhavet øst for Argentina

Første Verdenskrig, 1914 13.09.16

Efter det britiske flådenederlag ud for Coronel, Chile, ilede Grand Fleet to slagkrydsere og fem andre krydsere til Sydatlanten. Admiral Sir Frederick Sturdee var ved at tage kul ind på denne styrke ved Falklandsøerne den 8. december da eskadren under den tyske admiral grev Maximilian von Spee kom til syne. De fem tyske krydsere og tre forsyningsskibe vendte om for at tage flugten med de britiske krigsskibe lige i hælende. I en løbende kamp blev fire tyske krydsere sænket: Scharnhorst, Gneisenau, Nurnberg og Leipzig. Spee, hans to sønner og 1.800 søfolk gik tabt. Krydseren Dresden undslap, kun for at blive fundet og ødelagt tre måneder senere ud for Juan Fernández-øerne i det sydlige Stillehav. Den britiske sejr ved Falklandsøerne, opnået uden tab af et eneste skib, ryddede praktisk talt de ydre have for tyske overfladeskibe.

Falkland-Øerne. Da verdenskrigen udbrød i august 1914, lå flere tyske krydsere i Stillehavet under kommando ad admiral v. Spee. Han sendte straks krydseren »Emden« til Stillehavet, og gik med de andre skibe øst på for at undgå den britiske eskadre i Østasiens farvande. Undervejs bombarderede han Tahiti og ødelagde en fransk kanonbåd. Underretning om fjenden fik han af sydamerikanske radiostationer, som betjentes af tyskere. Den tyske eskadre bestod af de to store krydsere »Gneisenau« og »Scharnhorst« på 11.600 tons, 23 knob fart, samt 3 lette krydsere »Leipzig«, »Dresden« og »Nürnberg« fra 3.200-3,500 tons og med 22 knobs fart. I de sydamerikanske farvande lå kun få britiske skibe under kontreadmiral sir Christopher Cradock, hvis flagskib var panserkrydseren »Good Hope« på 14.100 tons, 23 knob; desuden fandtes krydseren »Monmouth« på 9.800 tons, 23 knob, krydseren »Glasgow« på 4.800 tons og 25 knob og en armeret rutedamper »Otranto«. Af kraftigt skyts havde engelskmændene 2 kanoner mod tyskernes 12. Cradock anmodede derfor admiralitetet om hjælp, men den britiske regering synes ikke at have haft øje for faren. – 1. november om aftenen mødtes eskadrerne udfor Coronel i Chile. Det blæste stormende, de tyske skibe sås dårligt mod land, mens de britiske sås godt mod den klare aftenhimmel. De hurtige tyske skibe valgte den afstand, hvor deres mere langtrækkende moderne kanoner kunne bære. En time efter skydningens begyndelse sprang »Good Hope« i luften, halvanden time senere »Monmouth«, mens »Glasgow« reddede sig ved flugten. Efter kampen indså admiralitetet, at det havde været for langsomt i sine dispositioner og afsendte slagkrydserne »Inflexible« og »Invincible« på 17.250 tons og 28 knob under kontreadmiral Sturdee til Falklandsøerne. Her samledes desuden panserkrydseren »Carnarvon«, 10.850 tons, 23 knob, samt krydserne »Kent« og »Cornwall« på 9.800 tons, 23 knob, og desuden »Bristol« og »Glasgow«, som var gået gennem Magellanstrædet. +++(HK3/1921)