Costa Rica

Mellemamerika 16.10.11
Historie: Costa Rica (»den rige kyst«) opdagedes 1502 af Columbus, der kaldte landet Costa Rica y Castilla de Oro, fordi de indfødte forærede ham klumper af rent guld. De første spanske kolonisationer (fra 1523) blev hurtigt opgivne, først Juan Varques de Coronado erobrede virkelig landet (1561-65) og anlagde 1563 Cartago tæt ved den nuværende by. Costa Rica blev del af det spanske generalkapitanat Guatemala, som 1821 erklærede sig uafhængigt og dannede republikken »De forenede stater i Central-Amerika«, hvortil Costa Rica sluttede sig. Costa Rica stod da længst tilbage, men har siden langt overfløjet de andre stater i velstand og kultur. Denne heldige udvikling skyldes, foruden dygtige præsidenter som Juan Mora (1824-32), dels landets rige natyrlige hjælpekilder, dels det, at befolkningen, der for størstedelen består af hvide, er mere arbejdsdom og nøgtern end ellers i Mellem-Amerika. Desuden har Costa Rica også lidt mindre af de evige revolutioner og forfatningsændringer, som er dagligdags begivenheder i de andre republikker. Som følge af denne forholdsvis raske fremgang løsrev Costa Rica sig 1840 fra føderativstaten og erklærede sig uafhængigt under den energiske, men despotiske præsident Carillo (1839-42). Rafael Mora, en rig godsejer, præsident 1850-59, styrede med stor dygtighed og sluttede et konkordat med Paven 1852, hvorved katolicismen blev statskirke; han styrtedes af de liberale 1859 og blev skudt 1860, hvorpå der fulgte hyppige omvæltninger, indtil Thomás Guardia blev præsident (1870-82) og bragte ro ved et ret diktatorisk styre. Guardia indførte tvungen, gratis undervisning og almindelig værnepligt, men ødelagde finanserne ved sin mangel på sparsommelighed. Finansforholdene bedredes i høj grad under efterfølgerne P. Fernández (1883-85) og Bernardo Soto (1885-89). Efter nogle års diktaturstyre (J. Rodriguez 1890-94 og R. Iglesiaz 1894-1902) valgtes A. Esquivel (1902-06). Denne og C. G. Viques (1906-10) styrede konstitutionelt uden revolutioner. 1906 sluttede Costa Rica handelstraktat med nabostaterne og deltog med de øvrige mellemamerikanske stater i en konference i Washington, der afsluttede de evindelige idnbyrdes stridigheder ved en freds- og voldgiftstraktat (20. december 1907). 1910-12 hærgedes landet af alvorlige jordskælv. Under verdenskrigen holdt Costa Rica sig neutralt indtil den uindskrænkede tyske ubådskrig. April 1917 styrtedes præsidenten Alfredo González (1914-17), der ved hårde skattereformer havde vakt overklassens uvilje, og krigsministeren Frederico Tinoco valgtes i stedet. 28. september 1917 afbrød Costa Rica forbindelsen med Tyskland og erklærede det krig 25. maj 1918. Costa Rica deltog ikke i fredskonferencen i Paris og Versaillesfreden 28. juni 1919. Tinoco afløstes 1919 af præsident Acosta, valgt for 1919-23. (HK2/1920)