Cold Harbor
Virginia, USA

 
Nordamerikanske Borgerkrig, 1864

Fra North Anna-floden flyttede den føderale kommandør, general Ulysses S. Grant, igen Potomac-hæren omkring den venstre flanke. Dets næste mål var jernbaneknudepunktet ved Old Cold Harbor, 16 km nordøst for Richmond. For fjerde gang flyttede general Robert E. Lee hans Northern Virginia-hær for at holde den mellem Grant og den konføderale hovedstad. Aggressiv som altid ilede Lee det I korps under general Richard Andersen fremad for at indtage Cold Harbor. Tidligt den 1. juni angreb de konføderale mod korsvejen, som kun var besat af to spinkle kavleridivisioner under general Philip Sheridan. I en voldsom kamp holdt de føderale med nød og næppe stand indtil general Horatio Wrights VI korps nåede frem kl. 9:00 for at slå angrebet tilbage. Begge hære rykkede derpå i stilling, ansigt til ansigt over en 11 km front som knudret strakte sig fra nord til syd mellem Totopotomy Creek og Chickahominy-floden. Omkring kl. 18:00 gik Wright og general William Smith (XVIII korps) til modangreb på Anderson, men var ikke i stand til at bryde den konføderale linje. Tabet af 2.200 føderale i dette angreb demonstrerede den nyopdagede effektivitet af defensive tropper som kæmpede bag forskansninger.
   Grant valgte nu at drage fordel af hans store talmæssige overlegenhed — 108.000 mand mod de 59.000 som var tilrådighed for Lee. Kl. 4.30 den 3. juni beordrede han tre korps til at gennemføre en massiv gennemtrængning af den konføderale midte og højre (sydlige) fløj, holdt af hhv. Anderson og general Ambrose Hill (III korps). De angribende føderale korps var (fra syd til nord) Smith, Wright og general Winfield Hancock (II korps). Blåfrakkerne angreb modigt men løb ind i en moderisk frontal- og enfiladeild. I løbet af en time var angrebet blevet stoppet langs hele linjenmed 7.000 føderale dræbt eller såret. Lees tab var sandsynligvis mindre end 1.500. General George Meade, som havde den overordnede kommando med Potomac-hæren, indstillede derpå angrebet. De blødende føderale gravede sig ned hvor de stoppede. I de næste otte dage kæmpede de to hære fra deres respektive skyttegrave inden for 100 m fra hinanden.
   Det kostbare tilbageslag ved Cold Harbor gik Grant til at ændre hans taktik. I det måned lange fremstød mod Richmond som startede i Wilderness havde han lidt mere end 50.000 tab, i kontrast til Lees tab på 30.000. Om natten den 12.-13. juni begyndte han en sydgående march for at krydse James-floden, og gå i en bue øst om Richmond for at angribe Petersburg, 37 km syd for den konføde-rale hovedstad.