Canada

Nordamerika 20.12.13

Som en britisk koloni var Canada skueplads for slag under seks krige som involverede moderlandet, USA eller begge. To lokale opstande blev kvalt, en før og en efter indførelsen af dominion-status i 1867. I begge verdenskrige sendte Canada tropper til at kæmpe side om side med britiske og andre allierede hære i Vesteuropa.

Historie: Den første opdagelse skete gennem islandske nybyggere på Grønland som ifølge Etik d. Rødes sagar ca. 1000 foretog et tog til Helluland, markland (Labrador), Vinland (St. Lawrencedalen). Denne såvel som de følgende opdagelser (Cabot 1497, Verrazano 1524) fik ingen praktisk betydning. Den egentlige opdager, franskmanden Jacques Cartier, knyttede på sine 4 rejser 1534-43 venskabsforbindelser med de indfødte og trængte frem til Montreal (Mont Royal). Virkelig kolonisation skete først, da Samuel de Champlain blev guvernør (1603-24) over det såkaldte Nouvelle France; under nye opdagelsesrejser anlagde han Quebec 1608. 1627 overdrog Richelieu styrelsen til et nyoprettet handelskompagni, som også fik monopol på koloniens handel. Bistået af jesuitiske missionærer kæmpede kolonisterne mod indianerne og søgte samtidg at holde de engelske købmand borte fra kysterne. 1663 erklærede Colbert Canada for en kongelig koloni med selvstændig regering; det udskykkedes som len til fattige adelsmænd og kirkelige ordener; det vestindiske handelskompagni fik monopol på handelen. Besiddelserne udvidedes mod vest, og kolonisterne trådte i handelsforbindelse med de indfødte (især opkøb af pelsværk). Med England, som 1670 havde grundet Hudson-Bay-Kompagniet, førtes fra ca. 1690 jævnlig småkrige, som sluttedes ved Utrecht-freden 1713; Frankrig afstod Hudson-Bay-landene, størstedelen af Akadien og Newfoundland (undtagen retten til fiskeriet) til England. Striden blussede op igen 1739, men bilagdes ved freden i Aachen 1748. Afgørende blev kolonikrigen 1756-63; 1758 erobrede englænderne resten af Akadien, 1759 sejrede Wolfe over Montcalm, og Quebec måtte kapitulere; ved freden (Paris 1763) erhvervede England hele Canada og det franske Akadien. Skønt England anerkendte franskmændenes religion og privatlovgivning (Quebec Act 1774), vedblev misfornøjelsen, som man søgte at dæmpe ved 1791 at inddele Canada i 2 provinser: Øvre Canada eller Ontario (mest engelske indbyggere) og Nedre Canada eller Quebec (mest franske); regeringen lededes af en guvernør samt en folkerepræsentation og et overhus. Den vedvarende dårlige administration gav anledning til et oprør 1837 i Nedre Canada; de to dele forenedes derfor atter 1840 under en generalguvernør og fik parlamentarisk styre (Union Act). De tidligere planer om tilslutning til USA døde nu hen; hertil bidrog den europæiske indvandring, som ved Lord Elgins (generalguvernør 1847-54) foranstaltninger tog et stærkt opsving. Det skyldtes også ham, at Canada 1854 afsluttede en gensidig toldtraktat med USA, der blev til afgjort fordel for Canada, som her fandt let afsætning for sine råprodukter. Handelen og agerbruget fremmedes herved; hertil kom senere jernbaneanlæg, hvor regeringen dog i begyndelsen ikke var heldig (»Pacific-skandalen« 1873); 1886 var Pacifikbanen færdigbygget. 1867 forenedes øvre og nedre Canada, New-Brunswick og New Scotland til et konføderativt forbund Dominion of Canada (British North America Act 1. juli 1867); 1869 erhvervede forbundet Hudson-Bay-kompagniets territorier, og 1871 har British Columbia, 1873 Prince Edward Island sluttet sig til forbundet (endnu står Newfoundland udenfor). To oprør af den fransk-indianske befolkning i den nordvestlige del af landet 1869 og 1885 (»Nordvestopstandene«, ledet af Louis Riel) blev hurtigt dæmpet. Det udstrakte landområde er udnyttet ved at opdyrke de vestlige prærier; indvandringen er yderlige tiltaget, især siden guldfundene i Klondyke 1896. Siden 1886 havde der været konflikter med USA angående sælfiskeriet i Beringshavet; 1893 afgjordes sagev ned voldgift i Paris til Canadas fordel; spørgsmålet om grænsen ved Alaska ordnedes 1903, ligeledes opnåedes 1904 en fransk-engelsk overenskomst om franskmændenes adgang til fiskeriet ved Newfoundland. Spørgsmålet om toldpolitikken har været stærkt fremme, især da Chamberlains (s.d.) imperialisme vandt indflydelse; en ny kurs påbegyndtes 1896 af den liberale førsteminister W. Laurier (s.d.); han efterfulgtes 1911 af den konservative Robert Borden (s.d.). Da England 4. august 1914 havde erklæret Tyskland krig, indtrådte store masser som frivillige i hæren; lov om tvungen værnepligt vedtoges 1917. (HK2/1920)