Cambrai/Saint-Quentin

Frankrig

Første Verdenskrig, 1918

En dag efter det amerikansk-franske angreb mod syd, indledte den allierede øverstbefalende, marskal Ferdinand Foch, den vestlige del af sin gigantiske knibtangsoffensiv på Vestfronten. Fra Cambrai sydpå til Saint-Quentin stod fire allierede arméer under den umiddelbare ledelse af den britiske feltmarskal Sir Douglas Haig klar til angreb: den britiske 1. (Sir Henry Horne), 3. (Sir Julian Byng), og 4. (Sir Henry Rawlinson) og den franske 1. (Marie Debeney). Den 27. september gik de to nordlige arméer til angreb, efterfulgt to dage senere af Rawlinson og Debeney. De tyske arméer under general Max von Boehn, som led under den tunge allierede artilleriild, opgav linjen langs med Saint-Quentin kanalen. Selv den berømte Hindenburg-linje brød sammen under uophørligt allieret pres. Cambrai blev omringet den 30. september, Saint-Quentin evakueret den 1. oktober. Fire dage senere holdt briterne hele den defensive stilling. General Erich Ludendorff, den øverste tyske operationsofficer i vest, trak sine styrker tilbage til linjen langs Selle-floden, en biflod til Schelde.
   Den allierede fremrykning fortsatte den 17. oktober. Selle-linjen blev indtaget mod syd den 19. oktober og mod nord den følgende dag. En uge senere trådte Ludendorff tilbage og blev afløst af general Wilhelm Groener. I slutningen af oktober var tyskerne blevet tvunget tilbage bag Schelde. Som Haigs arméer rykkede frem til floden, fik de tilslutning af tre arméer under kong Albert I af Belgien — belgiske, franske 6., britiske 2. — som var rykket frem gennem Flandern. Mod syd opretholdt de franske 5. og 10. arméer et konstant pres på de tyske linjer for at forhindre reserver i at rykke hverken nordpå mod Haig eller sydpå mod den amerikanske offensiv under general John Pershing.
   Den 1. november genoptog Haig sin offensiv på en 50 km bred front. Schelde-linjen blev vendt. Da våbenstilstanden indtrådte den 11. november havde en af hans canadiske divisioner nået Mons, mens kong Alberts tropper mod nord holdt Ghent. Imens havde den sydlige arm af knibtangen gjort lignende fremskridt. Fochs to offensiver nåede aldrig sammen, men det konstante fremstød fra begge arme slog grundigt de tyske arméer på Vestfronten.