Brasilien

Historie: Opdageren af Brasilien er portugiseren Cabral, der på en rejse til Indien landede i den nuværende stat Bahia og tog landet i besiddelse for kongen af Portugal, idet han gav det navnet Ilha da Vera Cruz; dette ændredes dog snart til Brasilien pga. den mængde farvetræ (Brazil), som fandtes i det nye land. I begyndelsen anvendtes Brasilien mest som deportationssted for forbrydere, men efterhånden grundedes mange kolonier langs kysten, og indførelsen af negerslaver tog fart. 1549 anlagde generalguvernøren Thomé de Souza Bahia, hovedstad indtil 1762. På hans tid indvandrede en del jesuitter, hvis mission bidrog meget til kolonisationen, bl.a. anlagde de 1554 Sao Paulo. Midt i 16. århundrede søgte franskmændene at nedsætte sig omkring floden Rio de Janeiro, men 1567 fordrev generalguvernør Mem de Sá dem og grundede byen Rio de Janeiro. Under Portugals forening med Spanien (1580-1640) erobrede hollænderne Bahia 1624 og Pernambuco 1630, hvor de fik en blomstrende koloni, som Portugal først genvandt 1654 ved Englands hjælp. Ved freden 1661 opgav Holland helt Brasilien mod Ceylon og Celebes. Efter 1640 fortsattes kolonisieringen; navnlig af paulisterne (Sao Paulos indbyggere). Disse kom i strid med jesuitterne, der modarbejdede slaveriet og besad store indianerkolonier i Paraguay og omkring Paraná. Ved jesuitternes fordrivelse 1759 delte Spanien og Portugal deres »missiones« imellem sig; men først ved San Ildefonsotraktaten 1777 fastsattes Brasiliens grænser mod syd, idet Portugal beholdt provinsen Sta. Catharina og Rio Grande do Sul, og Spanien fik Uruguay. Overfor Brasilien anvendte Portugal det sædvanlige merkantilistiske princip: størst mulig udbytning af de koloniale rigdomme, især guld- og diamantminer, mens enhver selvstændighed i åndelig og kommerciel henseende blev undertrykt og al handel forbeholdt moderlandet. Følgen af dette udsugningssystem blev også, at da Brasilien sidst i 18. århundrede gik betydelig frem i åndelig kultur, vågnede nationalfølelsen, og en stærk uafhængighedstrang gjorde sig gældende. Endelig, da Johan VI forjaget fra Portugal af Napoleon 1807 forlagde residensen til Rio de Janeiro, åbnedes havnene for fri handel med andre nationer, og Brasilien gik titel af kongerige. 1816 vendte dog Johan VI tilbage til Portugal og efterlod sin søn Dom Pedro i Brasilien. De portugisiske Cortes ville nu igen styre Brasilien på samme måde som før, men nationalbevægelsen blev for stærk, Dom Pedro erklærede Brasiliens uafhængighed og udråbtes til kejser 1822. Han blev dog som portugiser aldrig populær, trods en meget fri forfatning han gav 1824, og heller ikke lykkedes det ham at få gennemført en ordnet og fast forvaltning, tværtimod viste der sig en tydelig tendens til at opløse landet i småstater. Han forlod derfor Brasilien og efterfulgtes af sin 6-årige søn, Dom Pedro II (1831-89). Under hans formynderskab ændredes forfatningen 1834; hver provins fik lovgivende forsamlinger og udstrakt selvstyre, så at Brasilien blev et føderativt kejserdømme af 20 stater og rigets enhed bevaredes. I perioden 1850-89 skete der betydelige fremskridt på alle områder, handelen udvikledes, og finanserne kom i orden trods en blodig krig med Paraguay 1865-70, hvorved Brasilien sikrede sig fri skibsfart på La Plata-floden. 1850 forbødes al indførsel af slaver, og en række love begrænsede gradvis slaveriet. Pedro II regerede i det hele dygtigt og gjorde meget for at ophjælpe sit land. Under hans fravær på en rejse til Europa 1888 fik hans datter Isabella ret pludseligt slaveriet helt ophævet uden nogen erstatning for ejerne. dette vakte stort misnøje blandt mange, navnlig planterne; hertil kom utilfredsheden med den strengt centraliserede forvaltning af provinserne samt en stadig voksende revolutionær propaganda. En revolution ledet af Deodoro da Fonseca udbrød, Dom Pedro landsforvistes, og Fonseca blev præsident (1889-91). Stat og kirke blev nu adskilt 1890 og en ny forfatning givet 24. februar 1891, men Fonsecas misstyre af finanserne og militariske diktatur vakte opstande mod ham, så han måtte fratræde og afløstes af Floriano Peixoto (1891-94). Denne fortsatte det vilkårlige regimente, hvorfor de sydlige stater og flåden under admiral da Melho gjorde oprør og belejrede Rio de Janeiro 1/2 år. Peixoto blev ganske vist herre over opstanden 1894, men måtte gå af samme år. Prudente de Moraës Barros (1894-98) bekæmpede militarismen, korruptionen og følgerne af den dårlige administration siden 1889, men hindredes meget af den store Jagunços-opstand i Bahia, ledet af en religiøs fanatiker, Antonio Maciel, kaldet »Conselheiro«. Dr. Campos Salles (1898-1902) stræbte ligeledes at reorganisere finanser og forvaltning, hvilket arbejde forsattes af hans efterfølgere Rodrigues Alves (1902-06 og 1918-19) og Alfonso Moreira Penna (1906-09), så at statens finanser forbedredes kendeligt. Udenrigspolitisk søgte Brasilien tilnærmelse til Argentina og Chile, og ved personlige møder mellem præsidenterne dannedes en art forbund mellem de tre magter, A-B-C-staterne, til varetagelse af Sydamerikas særlige politiske interesser og med aftale om voldgift i grænsestridigheder. 1903 ordnedes grænsetvisten med Bolivia (s.d.) om Acré-distriktet, der indlemmedes i Brasilien som territorium, og 1907 og 1909 ordnedes grænserne mod Peru og Uruguay. Brasiliens stærkt protektionistiske toldpolitik gav sig udslag i den såkaldte Taubaté-overenskomst (februar 1906) mellem de kaffedyrkende enkeltstater, hvorved regeringen garanterede kaffeavlerne en vis minimalpris. Under den følgende præsident Hermes da Fonseca (1910-14) indtrådte pga. et prisfald på kaffe og gummi en alvorlig handelskrise, der også medførte indre uroligheder. Finansnedgangen fortsattes under verdenskrigen, der hindrede afsætningen af Brasiliens vigtigste råprodukt, kaffen, Trods energiske opfordringer fra Ententen modsatte præsidenten Wencaslao Pereira Gomez Braz (1914-18) sig længe bruddet med Tyskland, men da brasilianske skibe (S/S »Paraná« bl.a.) blev sænket af tyske ubåde, afbrød Brasilien den diplomatiske forbindelse (maj 1917) beslaglagde 1/4 mio. tons tyske skibe (juni samme år) og erklærede krig (oktober samme år). Under krigen søgte Brasilien nært samarbejde med de Forenede Stater og deltog i bekæmpelsen af ubådene i Atlanterhavet. November 1918 afløstes Braz af Rodriques Alves, men denne døde allerede januar 1919, og i hans sted valgtes 13. april 1919 dr. Epitacio Pessoa, Brasiliens hoveddelegerede på fredskonferencen i Paris. (HK2/1920)

• se Latinamerika