Atlanterhavet II

Tyske bestræbelser på at kvæle Storbritannien ved hjælp af en luft- og søblokade forvandlede hele Atlanterhavet til en slagmark. De nazistiske våben var miner udlagt i britiske havne og skibsruter, langtrækkende bombefly som opererede fra Vesteuropas kystlinje, omstrejfende overfladeskibe kommanderet af den tyske flådechef admiral Erich Raeder, og de dødsensfarlige ubåde fra admiral Karl Dönitz’ ubådsflåde.
   Med Frankrigs fald intensiverede Tyskland sine atlantiske angreb. Fra den 1. juni 1940 til 1. juli 1941 mistede Storbritannien 899 skibe på i alt 4 millioner BRT (plus yderligere 471 allierede og neutrale fartøjer på 1,8 mio. BRT). I 1941 var allierede og neutrale tab på 1.141 skibe, beløbende sig til 350.000 tons per måned. Dette tab var tre gange større end den samlede produktionskapacitet af britiske og amerikanske værfter. Og sænkningerne var ikke de eneste flådetab. I marts 1941 havde mere end 26 tons af beskadigede skibe ophobet sig i britiske havne. De svære tab var for allieret og neutral skibsfart blev tydeligt reflekteret i importfragten til Storbritannien. Fra mere end 1,2 millioner tons (ekskl. olie) per uge i juni 1940, faldt importen til et ugentligt gennemsnit på lidt mere end 0,8 millioner ved årets udgang.
   Den største fare for allieret skibsfart kom fra ubåde. Disse fartøjer sejlede ofte under vandet i ulvekobler, styret til målet af spejdende fly fra fremskudte landbaser. Torpedoer fra ubåde tegnede sig for ca. halvdelen af alle sænkede skibe. I 1941 nåede den tyske produktion af ubåde 15 til 18 per måned, og den samlede flåde var vokset til 250, hvoraf 100 altid var operationelle.
   Kun slået af ubåden som ødelægger var flyvemaskinen, især Focke-Wulf. Tysk overlegenhed i luften gjorde det muligt for bombemaskiner at ødelægge 1/4 af alle allierede og neutrale skibe tabt til søs.
   Til angreb på overfladen havde Tyskland kraftige krigsskibe som flakkede om på Atlanterhavet som ensomme dræbere, en trussel for handelsskibe, troppeskibe og de lettere bevæbnede fartøjer fra de allierede flåder. I februar og marts 1941 sænkede eller erobrede slagkrydserne Scharnhorst og Gneisenau 22 skibe beløbende sig til 115.000 tons. I et 5 måneder langt raid mod atlantisk skibsfart, som sluttede i april 1941, tog krydseren Scheer sig af 16 skibe på i alt 93.000 tons. I alt sænkede tyske overfladeskibe ca. 700.000 tons skibsfart i 1940-41.
   Til at eskortere handelsskibe over Atlanten, indførte Storbritannien i juli 1941 konvoj-systemet, som første gang blev anvendt under 1. Verdenskrig. Til beskyttelse havde konvojerne et varierende element (men maksimal til rådighed) element af store krigsskibe, destroyere, korvetter og fly fra små (baby) hangarskibe og fra nærliggende baser i Grønland, Island og De britiske Øer. I september 1941 kom det første rigtige eskorte-hangarskib, HMS Audacity, som opererede seks fly fra sit flydæk, i tjeneste.
   I denne kamp for liv og død på havet, kæmpede Storbritanniens Royal Navy uforfærdet. Lommeslagskibet Admiral Graf Spee, som hærgede i det sydlige Atlanten, var blevet beskadiget og tvunget til at sænke sig selv i december 1939. Derefter, i maj 1941, blev slagskibet Bismarck lokaliseret i Nordatlanten og sænket.
   I 1942 kvalte de kombinerede tyske luft- og søangreb næsten den allierede skibsfart i Atlanten. Først i året begyndte 12 til 15 af Dönitz’ ubåde at angribe ud for Nordamerikas kyst, idet de koncentrerede sig om tankskibe. I januar blev 31 skibe, på tilsammen næsten 200.000 tons, sænket i den vestlige del af Atlanten og det Caribiske Hav. I de følgende måneder steg antallet af sænkninger i denne sektor alarmerende – maj 91 fartøjer på i alt 452.000 tons, juni 80 skibe på 416.000 tons. I de første seks måneder af 1942 mistede de allierede (og neutrale) i alt 900 skibe på i alt lidt mere end 4 mio. tons.
   Derefter faldt tabene drastisk som et resultat af forbedret allieret taktik og udstyr. Der var et tættere samarbejde mellem luft- og søstyrker. Fartøjer blev udstyret med søgående radar, mens nogle handelsskibe blev udstyret til at sende jagerfly i luften med katapult, for at udfordre de dødbringende Focke-Wulfs. Konvojerne blev stærkere og mere erfarne og USA instituerede kystkonvojer den 1. april 1942. I årets første 6 måneder blev 14 ubåde ødelagt, men i juli alene blev yderligere 14 sænket og i oktober nåede antallet af ødelagte 16. Men trods disse tab, blev antallet af ubåde i operation fordoblet i 1942 til næsten 200.
   En vital forlængelse af Slaget om Atlanten var afsendelsen af arktiske konvojer, lastet med fundamentale forsyninger til Rusland, til Murmansk og Archangel. I løbet af 1941 og 1942 ankom 102 britiske skibe og 117 amerikanske fartøjer sikkert til de nordlige russiske havne med køretøjer, kampvogne, fly, ammunition og brændstof. Men 22 britiske og 42 amerikanske søfolk blev dræbt under tyske luft- og søangreb. Hårdest ramt blandt konvojerne var P.Q.17, som mistede 23 ud af 34 fragtskibe i juni og juli 1942. I alt medførte 40 konvojer 3.700.000 tons fragt til Rusland mod tabet af 91 søfolk og 300.000 tons forsyninger.
   Totale tab for allieret (og neutral) skibsfart i 1942 var 1.570 skibe med 7,7 mio. tons (plus hundreder af skibe som måtte oplægges til reparation). Trods disse svære tab degraderede Adolf Hitler den tyske flåde og tvang den 30. januar 1943 Raeder til at træde tilbage. Dönitz blev flådens nye øverstkommanderende, hvilket førte til vægt på genoptagne ubådsangreb.
   Slaget om Atlanten nåede et klimaks i foråret 1943. Tyskland satte det største antal ubåde i aktion, 235. Skibssænkninger i Atlanten alene steg til mere end 500.000 tons per måned. Men samtidig ødelagde de allierede sø- og luftstyrker flere nazistiske ubåde end nogensinde – 12 i marts, 15 i april og 40 i maj. Ubådsangrebene begyndte at vakle under disse svære tab. I april faldt atlantiske skibstab til 253.000, i maj til 206.000 tons. Dönitz kaldte derefter de fleste af sine ubåde tilbage for at hvile ud, nyudruste og gå ud igen i mindre risikable områder. Slaget mod ubåden var vundet. I juni faldt de totale tab i Atlanten til 28.000 tons, det laveste månedlige total siden 1940. I de sidste 3 måneder af 1943 kom der yderligere 2 tegn på de allieredes sejr. For det første oversteg antallet af ødelagte ubåde antallet af sænkede handelsskibe, 53 mod 47. Og nybygningen overgik tab for første gang i krigen. Ved årets slutning kunne de allierede vise en nettogevinst på næsten 11.000.000 tons fra de 14.600.000 tons af skibe bygget det år.
   Afblødningen af ubådstruslen blev ledsaget af andre succeser i luften og på havoverfladen. Den stadig voksende allierede luftstyrke, især med hensyn til langtrækkende jagerfly, reducerede kraftigt skibstab fra nazistiske bomberangreb. Derefter kom der den 26. december 1943 en bemærkelsesværdig sejr på overfladen. Den tyske krydser Scharnhorst i et angreb på en arktisk konvoj ud for Spitsbergen, blev angrebet og sænket af en britisk styrke anført af det 35.000 tons store slagskib Duke of York under kommando af Admiral Bruce Fraser, leder af den britiske hjemmeflåde. Kun 36 af de 1.970 tyske søfolk overlevede. (Det nazistiske søsterskib, Gneisenau, kom sig aldrig efter en skade forvoldt af en mine under en sejlads fra Brest til Kiel den 1. februar 1942). Den sidste tilbageværende tyske trussel fra et tungt skib, den 42.000 tons tunge Tirpitz, var allerede blevet immobiliseret ved luftangreb på forskellige vestlige europæiske havne. Endelig blev den trængt op i et hjørne ved Tromsö Fjord, Norge, hvor 29 britiske Lancaster bombefly samlede sig for et dødbringende angreb. Slagskibet blev ødelagt og mere end halvdelen af den 1.900 mand store besætning dræbt, mod prisen for et bombefly. Med denne sejr var det lange, udmattende slog om Atlanten langt om længe ved at gå på hæld.
   I alt byggede britiske og amerikanske skibsværfter 45.600.000 tons handelsskibe under 2. verdenskrig. Allierede og neutrale tab udgjorde 23.500.000 tons, hvoraf 14.000.000 blev ødelagt af ubåde. Aksemagterne mistede 781 ubåde, hvoraf mere end halvdelen (415) gik tabt ved luftangreb.