Ikke
så snart havde korsfarerne indtaget Jerusalem, før en stor
hær af muslimer marcherede op fra Egypten og slog lejr ved Ashkelon
på den palæstinensiske kyst vest for Den Hellige By. Selvom
de var talmæssigt stærkt underlegne, tog de kristne ledere
offensiven. Kommanderet af Godfrey
af Bouillon, Tancred
af Taranto og Robert af Normandiet red de pansrede korsriddere ud
af Jerusalem mod fjenden. Ved daggry den 12. august overraskede ridderne
muslimerne med et pludseligt angreb ind i midten af deres lejr. I det
håndgemæng der fulgte blev hele den egyptiske hær knust.
Nogle af de overlevende fandt tilflugt i fæstningen Ashkelon. Her
nægtede garnisonen at overgive sig og de sejrrige korsfarere vendte
tilbage til Jerusalem, tilfredse med at de havde elimineret truslen mod
deres styre. (Fæstningen forblev en trussel mod korsfarernes forbindelseslinjer
indtil indtaget af Baldwin III af Jerusalem i 1153).
Dette slag sluttede den offensive fase af det første
korstog. Fem små kristne stater blev nu samlet i Outremer, som frankerne
kaldte regionen fra Cilicia syd på til Sinai: Antiochia under Bohemond
af Taranto; Edessa (Urfa) under Baldwin af Boulogne; Tripoli, i Libanon,
under Raymond IV af Toulouse; Jerusalem under Godfrey af Bouillon; og
Galilæa under Tancred, nevø til Bohemond.