Valdemar I, den Store

Konge af Danmark 1157-82, søn af Knud Lavard og Ingeborg, efter hvis farfader han fik det slaviske navn Valdemar. Han opdroges hos Asser Rig og sluttede et nært venskab med dennes sønner Absalon og Esbern. 1150 gjorde Svend Erikssøn (Grade) ham til hertug i Sønderjylland, og han støttede i de følgende år Svend i han kamp mod Knud, men frastødtes af kongens upålidelighed og nærmede sig Knud, hvis søster Sofie han trolovedes med. 1157 fik han ved rigets deling Jylland, undslap kort efter døden ved blodgildet i Roskilde og slog og fældede Svend på Gradehede oktober 1157. Valdemar var hermed konge over det atter forenede Danmark, og sammen med Absalon, der kort efter slaget på Gradehede blev biskop i Roskilde og 1177 ærkeboskop, udfoldede han i de følgende 25 år en rastløs og lykkelig virksomhed for rigets rejsning. Hovedopgaven var her kampen mod venderne, deres plyndringer vistes tilbage, og ved Arkonas erobring 1169 grundedes et dansk herredømme i deres land. Indadtil måtte Valdemar kæmpe mod talrige oprør, og med ærkebiskop Eskil lå han længe i forbitret strid. Alt i alt er Valdemars og Absalons tid at betegne som en renæssance i Danmarks historie, om end kulminationen først nåedes under Valdemars sønner, og om end opgangen i høj grad beroede på personerne. Valdemar selv synes at have været en tiltalende krigerskikkelse, noget indesluttet, rask i slaget, men tung i beslutning. Med Sofiehavde han sønnerne Knud og Valdemar, samt 6 døtre, hvoraf 2 blev gidt med konger; med frillen Tove (s.d.) havde han sønnen Christoffer. (HK9/1925)

• Viborg, 1157