Karl IX

Sverige, 1550-1611 20.02.13

Konge af Sverige 1604-11, søn af Gustaf I og Margareta Leijonhufvud, blev ved faderens tetamente hertug af Södermanland, Nerike og Värmland. 1568 deltog han i rejsningen mod Erik XIV. Som streng protestant var han modstander af Johan IIIs kirkepolitik, og forholdet mellem brødrerne var ofte spændt. I slutningen af Johans levetid forsonedes de dog, og Karl fik del i rigsstyrelsen. Ved Johans død 1592 overtog Karl regeringen indtil Sigismunds komme og sikrede i Upsala 1593 reformationens skæbne i Sverige. Da Sigismund efter kroningen atter drog til Polen, forestod Karl med stor selvstændighed regeringen, støttet af rigsdagene i Söderköping 1595 og Arboga 1597. Derved fremkaldtes et brud med rigsrådet, hvis mægtigste mænd flygtede til Polen. Da Sigismund kom med en hær, sejrede Karl ved Stångebro 1598, hvorpå kongen udleverede ham de oprørske rådsherrer og gav gode løfter. Men da han brød dem og atter forlod landet, lod Karl sig 1599 erklære for regerende arvefyrste, og da Sigismunds broder Johan havde afstået sin ret på kronen, antog Karl kongenavn 1604. Karl var en hård, ubøjelig natur, som blodigt straffede rigsrådernes frafald (Linköping blodbad 1600), men en nidkær regent, med stærk følelse af pligt og ansvar. Hans korte kongetid fyldtes af krig med Polen, Rusland og fra 1611 med Danmark, men desuagtet fremmedes erhvervslivet i landet, Upsala Universitet genoprettedes 1595, og rigets finanser bragtes på fode. Gift med 1) Maria af Pfalz (datteren Katharina), 2) Kristina af Holsten-Gottorp (sønnerne Gustaf Adolf og Karl Filip og datteren Maria Elisabeth). (HK5/1922)