Henry II

Tysk-romersk kejser 1002-24. Otto III efterfulgtes af sin halvfætter Henrik 2., en sønnesøn af Henrik af Bayern. Hans regering blev en afgjort reaktion mod forgængerens romantiske "verdensomspæn-dende" politik. Den nye konge ejede et langt klarere blik for virkelighedens krav end Otto. Han slog sig hellere til tåls med en halv sejr, end han vovede at sætte alt på ét kort, og han minder derved ikke så lidt om den første Henrik på tronen. Henrik 2. indskrænkede sig til på ny at skabe ordnede forhold i Tyskland, og værge landet mod slaverne, ligesom han genopretede den skade kejserdømmet havde lidt i Italien under Ottos virkelighedsfjerne eventyrpolitik. I næsten tyve år førte han en sej kamp for at knække kronvasaller-nes genstridighed. Det var en tornestrøet vej Henrik måtte vandre. Hvor stærkt han end gik ind for rigenheden, fandt han det dog klogest at anerkende de store rigsléns arvelighed. Dette kom imidlertid til at betyde en så alvorlig svækkelse af kejsermagten, at det blev skæbnesvangert gfor hele det Tyske Riges fremtid.
   Også henriks politik over for slaverne førte til tilbagetog. Han magtede ikke at håndhæve retten til Otto den Stores erobringer mellem Elben og Oder, og Elben fortsatte i lang tid at være grænse mellem slaver og germanere. Men de evindelige fejder skabte et naionalhad, der gav sig udslag i stadig vildere blodsudgydelser. Man nøjedes ikke længere med at besjere fjenden; han måtte tilintewtgøres fuldstændigt. Ikke engang fangerne fik lov til at beholde livet, men blev hugget ned for fode, både mænd, kvinder og børn. Det skulle blive tyske præsters og missionærers opgave at vække de menneskelige følelser til live igen. Man kan let forestille si, at det var et brydsomt pionerarbejde at give sig i kast med.
   I 1024 døde henrik 2. det var ingen nyskaber af Otto den Stores format der fik i graven med ham, men en trofast forvalter at den store opgave som var blevet pålagt ham, (GB6/34)