Conde Camilio Benso di Cavour

Italien, 1810-1861 24.10.22

Italiensk (piementesisk) statsmand, født i Torino. 1831 afbrød Cavour sin militære løbebane og drog til Schweiz, Frankrig og England. Tilbagevendt til kongeriget Sardinien var han 1842 medstifter af Associazione agraria, der ønskede en konstitution. Han støttede kraftigt det 1847 oprettede blad Il risorgimento (Genrejsningen), der var konstitutionelt og fjendtligt mod Østrig. Marts 1848 gaves en forfatning, og i juni fik Cavour sæde i kamret, hvor han tilhørte højre. Fra 1849 regnedes han for dettes fører, august 1850 blev han handels-, landbrugs- og marine-, april 1851 tillige finansminister og nærmede sig nu venstre centrum, med hvis fører Rattazzi han sluttede det såkaldte cunnubio. Afskediget i maj 1852 drog Cavour til England og Frankrig, hvor han vandt Louis Napoleon for sig. November 1852 blev han premierminister og leder af handel, agerbrug og finanser. En reformperiode oprandt. Gejstlige ordener ophævedes, og staten inddrog delvis deres godser. Samtidig spændtes forholdet til Østrig, og man rustede stærkt. Cavours skarpe praktiske ånd, uhildet af sværmeri og teorier, så klart uholdbarheden af det gængse løsen: Italien skal hjælpe sig selv. Nej, udlandets og især Frankrigs bistand var nødvendig. Med stor klogskab lod Cavour derfor Sardinien deltage i Krimkrigen på vestmagternes side 1855 og åbnede det derved adgang til Pariskongressen, hvor han protesterede mod Østrigs optræden. Cavour sikrede sig Napoleons hjælp ved Plombières-mødet og krigen udbrød (april 1859). Østrig måtte afstå Lombardiet (juli). Cavour, som havde nedlagt sin magt i kort tid, trådte i januar 1860 atter til som uden- og indenrigsminister. Emilien og Toscana inddroges, medens Savoy og Nizza overlodes Frankrig. Stødet til det øvrige Italiens frigørelse udgik fra Garibaldi, hvem Cavour hemmeligt støttede. For at drage fordel af Napolis erobring og hindre den konflikt med Frankrig, et angreb af Garibaldi på Rom ville fremkalde, opnåede Cavour af Napoleon tilladelse til at besætte størstedelen af Kirkestaten (undtagen Rom). Garibaldi nedlagde sin magt i Victor Emanuels hånd; med undtagelse af Rom og Venetien var Italien nu samlet. Døden afbrød Cavour, inden værket var fuldbragt, men hans fædrelandskærlighed, klare, stærke ånd og glimrende diplomatiske evner havde grundlagt Italiens enhed, og den mangel på forståelse, som fra folkets ide ofte var blevet ham til del under kampen, svingede nu over i almindelig beundring og taknemlighed. (HK2/1920)