Assyrien

Asien 08.12.14

Assyrien (Assur), landskab nord for Babylonien, øst for Tigris og op mod de kurdiske bjerge. Landet var frugtpart, både ned på den af flere floder gennemstrømmede slette og på skråningen mod bjergene. Der fandtes rigeligt af ler og kalksten samt af alabast, sølv, kobber, bly og jern. Hovedstaden var først Assur, senere Kalchu (Kelach) og Ninive længere mod nord og sikrere mod angreb fra Babylonien. Befolkningen var efterkommere af semitiske stammer, der før år 2000 f.Kr. besatte landet fra Babylonien og medbragte babylonsk kultur, religion, skrift og kunst; på disse områder vedblev assyrerne altid at være afhængige af Babylon. Derimod udviklede assyrerne sig til at blive et hårdført, tappert krigerfolk, som gennem deres erobringer og de folkeomflytninger, der fulgte disse, kom til at udbrede den babylonske kultur. Omkring 1300 f.Kr. var Salmanassar I konge; han optrådte som erobrer i Mesopotamien. Hans værk fortsattes omkring 1280 f.Kr. af Tukulti-Ninib I, som erobrede Babylon, der forblev assyrisk i 6 år. Omkring 1100 f.Kr. regeredeTiglat Pilesar I; også han indtog Babylon og trængte sejrrig frem helt til Armenien (Nairi-landene). Assyriens egentlige storhedstid begynder dog i 9. århundrede med Assur-nasir-pal (884-860); nu kom Armenien og det sydøstlige Lilleasien og dele af Syrien under Assyrien; han residerede i Kalchu (ruinerne ved Nimrud). I 8. århundrede må mærkes kong Tiglat Pilesar IV (746-727); han erobrede Syrien og Babylon. Hans søn Salmanassar IV (727-22) begyndte belejringen af Samaria; byen faldt under hans efterfølger Sargon (722-705), Assyriens største konge, stor både som kriger og som styrer i fred. Sargons søn Sankerib (705-680) måtte kæmpe mod Babylon, som gjorde opstand; derpå slog han ægypterne, filistrene og Judas konge Hesekias. En pest bortrev masser af hans soldater, så han måtte opgive flere af sine erobringer. Hans søn Assur-haddon (680-668) og dennes søn Assur-bani-pal (668-626)(s.d.) hævede Assyrien til højden af dets magt; Ægypten blev erobret, ligeså Elam. Assyrernes krigerske kraft, som ikke kan frikendes for vild grusomhed, begyndte efter disse konger at tabe sig; de magtede ikke at beskytte det store riges indbyggere mod skyternes indfald fra nord. Mederne på den persiske højslette, som før havde stået under Assyrien, rev sig løs, ligeså babylon. 606 faldt Ninve for de forenede medere og babylonere; byen blev ødelagt for aldrig at rejse sig igen, og det store rige blev delt mellem sejrherrerne. Ligesom assyrernes (semitiske) sprog og til dels deres skrift (kildeskriften, oprindelig sumerisk, ikke-semitisk) væsentlig var identisk med babylonisk, så var, som ovenfor nævnt, også det meste og de betydningsfuldeste af den litteratur, der fandtes hos dem, af babylonisk oprindelse (se Babylonien); men de har indlagt sig stor fortjeneste ved at samle, kopiere og reproducere denne litteratur, som de derved for en væsentlig del har bidraget til at bevare for efterverdenen (jf. Assur-bani-pal). Også den assyriske religion (derunder indbefattet magi, astrologi, kosmogoniske og kosmologiske forestillinger samt ritualet) stammede hovedsagelig fra Babylonien, hvis kultursteder også af assyrerne ansås for hellige; dog betragtede de deres pecielle nationalgud Assur som »alle guders konge, fader og herre, himlens og jordens konge«, af hvis hånd den assyriske hersker modtog sin krone. Desuden dyrkede de særlig gudinden Ischtar (som i Assyrien havde en krigersk karakter), og guderne Adad (babylonsk måske Ramman), Nebo, Ninib og Nergal (de to sidste som guder for krig og jagt). Ligeledes viser den assyriske kunst sig tydelig afhængig af den babylonske, men på dette område nåede dog assyrerne en vis selvstændighed, ja blev endog deres læremestre overlegne. I bygningskunsten (templer og paladser) anvendtes efter babylonsk mønster brændt eller soltørret tegl; men i Assyrien klædtes væggene med store plader af alabast, smykket med basreliefter, som fornemmelig har hentet deres motiver fra jagten og krigen. +++ (HK1/1920)