Kilderne til oprøret må søges i den århundreder gamle strid om hertugdømmernes forhold til kongeriget. Medlemmerne af det augustenborgske fyrstehus virkede for disses løsrivelse fra Danmark, og disse planer fremmedes i høj grad ved, at statholderværdigheden og posten som kommanderende general i hertugdømmerne i 1842 blev overdraget til prins Frederik af Nör, danskhedens erklærede fjende. Fra nu af begyndte det forræderske spil, hvor prinsen dels opmuntrede de statopløsende bevægelser og dels beroligede kongen med hensyn til disses betydning. 20. januar 1848 døde Christian VIII, og Frederik VII udstedte allerede 28. januar et reskript, hvorefter en fællesforfatning for monarkiet stilledes i udsigt; men dette tilfredsstillede ikke hertugdømmerne. Februarrevolutionen 1848 i Paris fremkaldte stærk bevægelse i København, og i hertugdømmerne ansås det separatistiske parti øjeblikket for gunstigt til at åbenbare sine hensigter. Efter larmende møder i Kiel og Rendsborg sendtes en deputation til kongen for at kræve Slesvigs indlemmelse i det Tyske Forbund. Regeringen, der hidtil ingen foranstaltninger havde truffet, befalede nu generalkommandoen fra Slesvig til Rendsborg, mandskab blev indkaldt, og i København blev 2 batailloner og 1 batteri gjort rede til at afgå til Rendsborg. 20. marts aholdtes det bekendte Casinomøde i København, et nyt ministerium dannedes, og dette affattede svaret til den holstenske deputatio, hvorefter man imødekom de udtalte ønsker for Holstens vedkommende, men bestemt afviste fordringen om Slesvigs adskillelse fra Danmark. Da deputationen kom tilbage, var oprøret i fuld gang under prinsen af Nörs ledelse. Rendsborg overrumpledes, og garnisonerne i Kiel, Slesvig, Glückstadt, Itzehoe og Plön faldt fra, Frederiksort faldt i oprørernes hænder.+++(HK3/1921)