Republic Aviation Corporation

Amerikansk flyproducent grundlagt 1931 ved Farmingdale, New York som Seversky Aircraft Company. Reorganiseret som Republic Aviation Corporation sept. 1939. Overtaget af Fairchild Aircraft juli 1965. Blev til Republic Aviasion Division under Fairchild Hiller sept. 1965.
|
AFFJ/66: Republic F-84F Thunderstreak – Thunderstreak, der er en udvikling af jagerbomberen Thunderjet med pilformede bæreplaner, blev under betegnelsen YF-96A udviklet af Republic-fabrikkerne for egen regning og fik første gang på vingerne den 3. juni 1950. Fra officiel side forholdt man sig i begyndelsen tøvende, men efter Koreakrigens udbrud blev typen beordret i produktion med en betegnelse i F-84 serien. Flere forbedringer foretoges; således blev den for svage Allison-motor erstattet af en Wright J65 (Sapphire). I august 1957 havde Republic og General Motors fremstillet 1.410 stk. Thunderstreak til U.S. Air Force's taktiske og strategiske flystyrker og yderligere 1.301 stk. til forskellige flyvevåben inden for NATO. Thunderstreak findes nu kun i mindre antal ved U.S. Air National Guar samt ved flyvevåbnene i Belgien, Grækenland, Holland, Italien og Tyrkiet, hvor den i nogle tilfælde kan forventes at ville forblive i aktiv tjeneste i det mindste til 1970. Ved det franske og det vesttyske flyvevåben er typen helt udgået til fordel for F-104G Starfighter. Thunderstreak ses ofte med to kastbare plantanke, der næsten fordobler brændstoflasten, men i øvrigt kan de fire beholdere under bæreplanerne løfte tyve forskellige kombinationer angrebsvåben med en samlet vægt på 2.700 kg. Der er monteret 4 stk. 12,7 mm maskingeværer i flyets næse samt yderligere ét i hver planrod. Thunderstreak anvendes hovedsagelig som afværgefly eller støttefly for hærstyrker, men flyets gode rækkevidde gør det også velegnet som eskortefly for f.eks. bombefly.