Sukhoi Su-27 Flanker Sukhoi, Rusland Kina

 

Su-27SK = version til Kina
Su-27UBM: Version af Su-27UB med forbedret våbenkapacitet, fx tv-styrede missiler og bomber
J-11 (kinesisk betegnelse for Su-27SK)

EUROPA AMERIKA ASIEN AFRIKA
Armenien ?
Hviderusland
Rusland
Ukraine
Mexico 6-8 Su-27 planlagt (opgivet 2/07)
 
Indonesien
Kasakhstan
Kina Su-27SK = J-11
Syrien aldrig leveret
Usbekistan ud 2015
Vietnam
Yemen planer
Angola
Eritrea
Etiopien

AFM 1/17 : Et Sukhoi Su-27 Flanker jagerfly blev observeret under luftkampstræning med et F-16 kampfly fra US Air Force over Tikaboo Valley, 32 km øst for Groom Lake, Nevada 8/11/2016. Menes at være et af to fly anskaffet fra Hviderusland omkring 1996. Desuden råder det private amerikanske træningsfirma Tac-Air over et tosædet Su-27UB fly.

AFM 1/24 : Produktion af Su-27 Flanker jagerfly begyndte i slutningen af 1970'erne ved Komsomolsk-on-Amur Aircraft Plant (KnAAZ) ved Dzyomgi. Indledningsvist skulle samtlige Su-27 modeller bygges der, men pga. den komplekse produktion af ensædede Su-27 modeller, blev produktionen af tosædede fly overført til Irkutsk Aviation Plant (IAZ) i 1986. Siden da er alle lokale ensædede Flanker modeller blevet bygget ved KnAAZ, mens IAZ har produceret de tosædede varianter. Den eneste undtagelse fra denne regel var Su30m2 modellen bygget ved KnAAZ. De første serieproducerede ensædede Su-27 Flanker-B jagerfly ankom til frontlinjeenheder juni 1985, mens tosædede Su-27UB Flanker-C kamptrænere fulgte efter ultimo 1987. I modsætning til de fleste andre sovjetiske fly havde trænerversionen samme kampkapacitet som den ensædede model. De var forsynet med N001 radar og OLS-27 infrarød søge- og sporingssensor (IRST) foran cockpittet, mens piloten havde Shchel-3U måludpegningssystem monteret i hjelmen (HMTDS/helmet-mounted target designation system). Dette gjorde det muligt at anvende luft-til-luft missiler fra kortrækkende IR-styrede R-73 (AA-11 Archer) modeller til R-27 (AA-10 Alamo) familien af BVR-missiler (beyond visual range). Sidstnævnte type omfattede standardversionerne R-27R med semi-aktiv radarstyring og R-27T med IR-styring samt deres varianter med forlænget rækkevidde, R-27ER og R-27ET. Foruden disse kunne flyene medføre en række af luft-til-jord ikke-styrede bomber og raketter samt en intern 30 mm GSh-301 kanon, som kunne anvendes mod mål på jorden og i luften. Alle standardversioner af Su-27 var forsynet med NPO Saturn AL-31F jetmotorer på 122,58kN med fuld efterbrænder. Til at begynde med anvendte både det sovjetiske luftvåben (SovAF) og det sovjetiske luftforsvar (SovAD) de oprindelige Su-27 og Su-27UB fly, men i forventning om CFE-traktaten (Treaty of the Conventional Armed Forces in Europe) besluttede USSR i 1989 at udvikle en specialversion til SovAD, som ikke havde luft-til-jord kapacitet. Dette gjorde dem til rene jagerfly, som ikke var begrænset af traktaten. Disse er den ensædede Su-27P og den tosædede Su-27UP, som kom i tjeneste ultimo 1989, mens den oprindelige ensædede Su-27 model til SovAF nu fik den nye betegnelse som Su-27S. Disse fly kan praktisk talt ikke skelnes fra hinanden og i 1990 blev de fleste Su-27 fly ved SovAD hævet til denne standard. Su-27 modellen kom officielt i tjeneste 23/8/1990 og ved USSR's kollaps i slutningen af 1991 var i alt 640 fly blevet leveret: 517 ensædede Su-27 fly fra KnAAZ og 123 tosædede Su-27 fly fra IAZ. Disse antal omfatter kun serieproducerede varianter til de sovjetiske luftenheder – foruden disse blev der bygget over 60 prototyper, testfly og demonstrationsmodeller. Nogle få ekstra fly blev leveret i den post-sovjetiske æra, men størstedelen af produktionen i denne periode blev eksporteret til Kina og Vietnam i form af Su-27SK og Su-27UBK eksportvarianter. Pt. er de kun 2 frontlinjeenheder tilbage med oprindelige Su-27P/S kampfly fra sovjet-æraen: 38th IAP ved Belbek og 6809th IAP ved Chkalovsk. De tosædede kamptrænere bliver desuden anvendt af mange andre enheder, men deres antal falder efterhånden som der ressourcer opbruges. De nyeste tosædede fly i russisk tjeneste er Su-27UBK modellen ved 797th UAP, som blev bygget i 1993.