Bell 204/UH-1B Iroquois 
| EUROPA | AMERIKA | ASIEN | AFRIKA | |||||||||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|
|
udfasetEWAP/80 
: Den japanske hær råder over 82 UH-1B støttehelikoptere.
EWAP/80 
: Luftvåbnet i Panama råder over 12 bell UH-1B helikoptere, som blev leveret i 1977.
EWAP/80: I 1955 indledte US Army en designkonkurrence for at fremskynde anskaffelsen af en ny helikopter velegnet til evakuering af sårede, instrumenttræning og generelle støtteopgaver. I juni 1955 valgte US Army Bell Helicopter Company's forslag, som havde firmabetegnelsen Model 204, og der indledningsvist blev kendt ved US Army som H-40, men ændret til HU-1, da den kom i tjeneste med navnet Iroquois. Den var ligeledes den første model fra 'Huey' familien, et øgenavn der udviklede sig fra betegnelsen HU-1, som i 1962 fik den nye betegnelse UH-1 under rationaliseringsordningen for de tre værn.
US Army's første ordre omfattede tre prototyper, under betegnelsen XH-40. Den første gennemførte sin første flyvning 22/10/1956, og disse blev anvendt af Bell for test og udvikling. Lige før denne første flyvning blev seks præ-produktion YH-40 modeller bestilt, som alle blev leveret frem til aug. 1958. En forblev ved Bell, mens de andre blev fordelt med en hver til Eglin AFB og Edwards AFB, og tre til Fort Rucker, til prøvninger. Behørigt sat i produktion, ni præ-produktion HU-1A modeller blev leveret 30/6/1959, og blev efterfulgt i tjeneste af 74 produktionseksemplarer, hvoraf 14 tilgik Army Aviation School ved San Diego. Sidstnævnte modeller havde dobbelte styresystemer og blev anvendt til instrumenttræning. Den første større oversøiske brug var ved 55th Aviation Company i Korea, og HU-1A modeller var blandt de første helikoptere fra US Army, der opererede i Vietnam.
Model 204 viste tydeligt sin Bell-afstamning ved en stabiliseringsstang ovenover og retvinklet i forhold til hovedrotorens to blade, og ved de små højderorflader, der er fastgjort til den bageste del af skroget. Det rørformede landingsstel af medertypen var ideelt til forsyningsoperationer.+++++
HU-1A blev efterfulgt i tjeneste af en forbedret HU-1B, hvoraf der blev bygget mere end 700, hvor tidligere produktionsmodeller havde Lycoming T53-L-5 motorer på 960 hk (716 kW), mens senere produktionsmodeller havde T53-L-11 motorer på 1.100 hk (820 kW). Andre forbedringer i HU-1B modellen omfattede nydesignede hovedrotorblade og en forstørret kabine med plads til en besætning på to samt syv passagerer eller tre bårer. I efteråret 1965 blev UH-1B efterfulgt i produktion af UH-1C, som havde en forbedret 'dørhængslet' rotor med brede blade, hvor denne nye hovedrotor resulterede i en vis hastighedsforøgelse samt forbedret manøvredygtighed. Nogle få UH-1A modeller, der opererede i Vietnam, blev udrustet med raketpacks samt to 7,62 mm maskingeværer for brug i rollen som luftstøttehelikopter, og successen med disse resulterede i, at mange UH-1B modeller, der gjorde tjeneste i en lignende kapacitet, blev bevæbnet med primært fire 7,62mm maskingeværer monteret i siden, eller to packs med hver 24 raketter monteret på en lignende måde. Andre militære version af Model 204 omfatter UH-1E for US Marine Corps, som generelt var lig UH-1B, men var forsynet med en personel-hoist, rotorbremse og special flyelektronik; den første blev leveret til Marine Air Group 21/2/1964 og fra okt. 1965 blev Bell's nye 'dørhængslede' rotor monteret på produktionsmodeller; UH-1F for USAF generelt lig UH-1B men med en general Electric T58-GE-3 turboshaftmotor på 1.290 hk (962 kW), rotor med større diameter samt kapacitet til at medføre en pilot og 10 passagerer; en lignende TH-1F træningsversion af ovennævnte for USAF; HH-1K SAR-version for US Navy, lig UH-1E men med T53-L-13 motor på 1.400 hk (1.044 kW); TH-1L og UH-1L trænings- og støtteversioner af UH-1E med T53-L-13 motor; samt tre UH-1M modeller med natsensorudstyr for evaluering ved US Army.
Model 204B blev bygget i små antal af Bell for civil brug og militær eksport. Disse var generelt lig UH-1B og havde plads til 10 sæder og rotoren med større diameter fra UH-1F, samt T53-L-11 motor. Model 204B og UH-1 helikoptere er blevet bygget af Fuji i Japan, under underlicens fra Mitsubishi, og var fortsat i produktion i 1979. Agusta i Italien har ligeledes bygget Model 204B i store antal under licens for både militær brug og kommercielle operatører, mange forsynet med Rolls-Royce Gnome turboshaftmotor. Agusta udviklede ligeledes en specialiseret ASW-version med dybbesonar, avanceret flyelektronik og med en passende beæbning til angreb på ubåde, og disse AB 204AS helikoptere gør tjeneste ved flåden i Italien og Spanien.
AFW/84 : Luftvåbnet i Indonesien råder over 2 Bell 204B servicehelikoptere.
EWAP/86 : Luftvåbnet i Panama råder over 8 Bell UH-1B helikoptere.
WAPJ 8/92 : Luftvåbnet i Singapore modtog 30 brugte UH-1B Iroquois helikoptere fra USA 1978-80. Bliver bl.a. brugt til træning af piloter.
WAPJ 23/95 
: Den spanske hærs lette flyvegruppe (Aviación Ligera del Ejército de Tierra/ALET) blev dannet ved Colmenar Viejo 10/7/1965. Modtog bl.a. 6 UH-1B helikoptere mellem sept. 1966 og jan. 1967, som tilgik gruppens første enhed: Unidad de Helicópteros (UHEL) XI.
WAF/99 : Den sydkoreanske hær modtog 25 brugte UH-1B Huey middeltunge transporthelikoptere i 1977.
AFM 8/11 : Den spanske hær dannede luftenheden Aviación Ligera del Ejército de Tierra/ALET 10/7/1965. Efterfølgende blev 6 Bell UH-1B Huey helikoptere leveret til UHEL XI (Unidad de Helicópteros XI) ved Colmenar Viejo fra juli 1966.
